Vi havde planlagt at sejle videre til Martinique i løbet af den kommende uge så de sidste dage inden afgang blev brugt på at få bestilt tid til en ny PCR test, da man skulle have en der ikke var mere end 72 timer gammel. Vi fik en tid til onsdag morgen mellem kl. 06.00 og 06.30. De havde lige lavet om på proceduren på hospitalet, så man nu først skulle betale for testen inden man kunne få den, men da de lige havde lavet disse regler om, kunne vi lige få lavet testen og så betale bagefter. Vi ville så få resultatet fredag morgen inden vi ankom til Martinique. Onsdag eftermiddag fik vi sendt ansøgningen om Ship Entry application til myndighederne på Martinique, men vi hørte aldrig fra dem. Planen var at vi ville sejle torsdag d. 4/2 om eftermiddagen og så sejle gennem natten med ankomst til Martinique om formiddagen. Vi fik tanket diesel og vand og lagde os over i den sydlige del af bugten for nemmere at komme ud. Torsdag eftermiddag fik vi at vide af de danske både der allerede var på Martinique at der nu var lukket for adgang med mindre man havde familiære- eller helbredsproblemer eller nødvendige reparationer på båden. Da vi ikke havde dette måtte vi nu tænke på et andet sted at anløbe. Vi valgte at gå til Dominica istedet for, det er øen som ligger lige nord for Martinique, og som lå yderligere 50 mil nordpå. Så vi udskød afgangen til tidlig morgen fredag d. 5/2, så nu opholdt vi os faktisk ulovligt i St. Vincent, men vi regnede med at det nok skulle gå.
For at anløbe Dominica skal man have en agent, så vi måtte nu igang med at finde en agent, valget faldt på Cobra Tours and Yacht Service, da vi havde set et opslag fra dem på Facebook. Vi fik sendt alle vores papirer til dem og afventede nu deres svar. Vi skulle også udfylde en online helbredsansøgning med bevis for negativ PCR test, så den kunne vi først sende når vi havde modtaget resultatet fra Bequia Hospital. Man måtte ikke anløbe før man havde modtaget svar fra de Dominicanske myndigheder om man var accepteret eller ej. Fredag morgen sejlede vi fra ankerbugten kl. 03.30, og mens vi sejlede op langs kysten på St. Vincent fik vi svar på PCR testen, den var som forventet negativ, og vi kunne nu sende den online helbredsansøgningen afsted. Svaret ville vi få inden for 24 timer. Vi havde heller ikke hørt fra agenten, så vi sejlede nordpå uden at vide om vi måtte komme ind i landet eller ej. Selve sejlturen var den værste vi havde været ude i indtil nu. Vinden var NNØ, halvvind til bidevind med en styrke på 8-10 m/s med stød op til 15 m/s. Det værste var de store bølger som slog ind over båden og ind i cockpittet så vi blev meget våde. Mellem øerne var det værst da vind og bølger her havde fri adgang direkte ude fra Atlanterhavet. Vi skiftede til at sove ude i cockpittet da det ikke var til at være nede om læ. Heldigvis skulle vi kun varme aftensmaden da det var rester fra dagen før. Opvasken måtte vente til vi kom i læ af Dominica. Vi forsøgte at sejle så tæt på både St. Lucia og Martinique for at få internet dækning, så vi kunne modtage mails, da vi manglede svar fra både agenten og fra de Dominicanske myndigheder, men der var ingen dækning.
Anduvning til Dominica:
Dækningen kom først da vi nærmede os Dominica. Og vi havde fået svar fra myndighederne at vi godt måtte anløbe Dominica og agent havde også svaret, så alt var i den bedste orden. Da vi kom nærmere på Prince Ruperts Bay, som er det eneste sted på øen hvor man må ankomme og indklarere på grund af Covid-19 restriktionerne, kom Coast Guarden ud for at tage i mod os og de skulle også lige høre om vi havde fået lov til at ankomme. Det kunne vi så svare dem at vi havde, så de anviste os en plads i bugten hvor vi kunne kaste anker. Vi ankom kl. 10.45 og de testede indtil kl. 11.00, så Coast Guarden undersøgte lige om sundhedspersonalet stadig var der, det var de ikke så vi skulle møde op kl. 09.00 næste morgen for at få taget vores temperatur og evt. testes. Agenten havde fået en kopi af vores test fra Bequia og da den stadig var gyldig da vi ankom d. 6/2 godtog de den, så vi skulle først testes igen på dag 5, torsdag d. 11/2. Nu skulle vi så være i karantæne indtil testresultatet kom ca. 48 timer efter test, så vi ville tidligst blive fri af karantænen lørdag d. 13/2.
Karantænen blev brugt på at få lavet lidt småprojekter på båden, læse bøger, svømme, strikke og ellers bare slappe af og nyde udsigten.
Lidt billeder fra ankerpladsen:
Agenten havde klaret indklareringen for os så da vi kom ind til testing den 11/2 fik vi vores indklareringspapirer, så alt var nu i den skønneste orden. Lørdag d. 13/2 fik vi besked om at komme ind til agentens kontor ved Indian River, da vi nu var frigivet af karantænen og kunne nu bevæge os frit omkring på øen. Lørdagen blev brugt på lidt indkøb da vi i karantæne perioden havde fået gjort et god indhug i vores lagerbeholdning af proviant etc. men udvalget er ikke stort hos de mange små købmænd som er her i området. Vi skal nu nok få handlet det ind som vi lige står og mangler. Vejret indtil nu har været meget skiftende med hårde vindstød som er ovre efter få sekunder, tropiske regnbyger som heller ikke varer særlig længe, men temperaturen er stadig mellem 25-30 grader så vi klager ikke. De mange regnbyger gjorde at båden blev afsaltet af sig selv efter den hårde tur herop.