Cartagena

22/11 – 28/11

Denne uge viste vejret sig fra sin bedste side med temperaturer over 15 grader hver dag. Nogle dage blæste det lidt op om eftermiddagen, men om aftenen løjede vinden og nætterne var helt vindstille.

Tirsdag d. 23 tog vi på en hike ud til Algameca Chica som lå ca. 4 km fra havnen hvilket tog ca. 15 min på cykel. Vi er meget glade for vores cykler som vi bruger næsten daglig. Vejen derud gik forbi det store militæranlæg som fylder en del plads omkring Cartagena, og man kom forbi et lille samfund, næsten som Christiania i København, hvor de fleste huse ser ud til at være bygget på pæle ude i floden. Stedets top seværdighed var Arco Amalia. Først kunne vi ikke finde den, men da vi vendte os om så vi den flotte buehvælving ude i vandet. Herefter gik vi en lille hike op til et udkigspunkt, som viste sig at være et hul i jorden. Her spiste vi vores medbragte mad inden vi fandt en vej tilbage til vores cykler. Denne hike var ikke afmærket så vi gik bare der hvor vi bedst kunne komme frem.

Onsdag d. 24 var vejret stadig smukt så vi tog på endnu en hike, denne gang op til Castillo de la Atalaya. Igen en hike som lå ca. 4 km fra havnen. Først gik vi gennem en slugt rundt om selve bjergtoppen inden vi til sidst kom helt op til toppen hvor Castillo de la Atalaya tronede over byen. Herfra havde man en rigtig god udsigt over Cartagena. Det var en tur på ca. 6 km ialt, så vi var lidt trætte i benene da vi kom retur til båden.

Resten af ugen gik med bådprojekter så vi kan få gjort kål på vores lange liste. En af projekterne er vores dieseltankmåler som i januar besluttede sig for ikke at virke mere, så vi kan ikke se hvor meget diesel vi har i tanken. Så vi må regne os frem til det, og det er lidt svært når også vores timetæller på motoren har besluttet sig for ikke at virke mere. Indtil nu er vi da ikke løbet tør for diesel, men vi regner nok også lidt konservativt for at være på den sikre side. Peter måtte lige rydde hele kistebænken for at komme til vores dieseltank, som ligger under vores forbrugsbatterier. Da han endelig kom ned til den og fik skruet måleren af fandt han ud af hvorfor den ikke virkede mere. Flyderen som sidder på måleren var simpelthen faldet af. Så kan man jo godt forstå hvorfor den ikke virker. En ny blev bestilt hos Nordjysk Marine Service sammen med en del andre ting. Det var jo med at få det bestilt på Black Friday så man kunne få lidt rabat. Da vi tager hjem i december på juleferie regner vi med at vi kan nå at få det leveret inden vi tager retur i slutningen af januar.

Om søndagen gik vi på Museum Nacional de Arqueologia Subacuatica, som er et museum for undervandsarkæologi. Et rigtig interessant museum som ligger lige ved siden af havnen, og så var det gratis. Herefter gik vi en tur op i byen for at kigge på juleudsmykningen i byen. Vi regnede med at det var tændt nu det var 1. søndag i advent, men vi blev godt skuffede. Det var ikke tændt, og hvornår det bliver det ved vi ikke. Forhåbentlig når vi at se det tændt inden vi tager hjem på juleferie.

29/11 – 5/12

Denne uge er vi gået i “gør klar til at tage hjem til Danmark på juleferie”. Mandagen blev brugt på at bestille tid til en kviktest her i Cartagena og til en test i Barcelona. Inden vi flyver hjem til Danmark tager vi lige et par dage i Barcelona, da vi ikke regner med at sejle der forbi på vores vej hjem. For at kunne besøge barer og restauranter i Barcelona skal man have et EU Digital Covid Certificate, men det er næste også de eneste restriktioner der er der. Så må vi bare håbe at apoteket hvor vi skal have testen udsteder et sådant certifikat. Jeg fik også booket en tid til en test i Barcelona på onsdag d. 8. december så vi har en test når vi ankommer til Danmark. Så må vi bare håbe at vi er negative. Vi fik også lige købt togbilletterne til Barcelona, de kostede mere end vores flybilletter med Ryanair, men det er også en togtur på 8 timer. Ellers er ugen gået med at finde lidt vintertøj, såsom en ny vinterjakke til Peter og et par vintersko til os begge. Alt vores vintertøj ligger i en flyttekasse derhjemme, og vi har intet med ombord. Vi skal også ud og købe en lille kabinekuffert til os begge da vi heller ikke har nogle tasker med ombord. De er heldigvis ikke så dyre, har set nogle til €21 stykket.

Onsdag eftermiddag var vi lige oppe for at smage de spanske Churros med varm chokolade til. Det smagte rigtig godt selvom den varme chokolade var meget fed, næsten som en varm chokoladebudding der ikke er stivnet helt endnu.

Peter gik også i gang med at lakere mellemgangen ud til agterkahytten, så det også er gjort inden vi skal hjem. Der manglede kun den ene side, så det er ikke så stort et arbejde.

Fredag eftermiddag cyklede vi ud til Forte Navidad som ligger lige ved indsejlingen til havnen, desværre var det lukket da vi kom derud, så vi må se det på et andet tidspunkt.

 

Lørdag fik vi købt vores kufferter samt en vægt så vi kan være sikre på at de ikke overstiger 10 kg, da det er den totale vægt vi må have med hver. Om aftenen gik vi op i byen for at se juleudsmykningen som var meget flot.

Søndag er gået med at få pakket og gjort det sidste rent så vi kan tage hjem med god samvittighed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *