7/3 – 13/3
En uge hvor vejret viste sig fra sin pæne side med masser af sol og let vind, så vi benyttede de gode dage til at komme ud og få gået nogle ture i den smukke natur rundt om Cartagena. Mandagen blev brugt til lidt indkøb af frisk grønt fra markedet heriblandt friske ærter, der er ærtesæson lige for tiden, og de smager fantastisk.
Tirsdag cyklede vi ud forbi skibsværftet, parkerede cyklerne og gik en tur ud til Bateria de la Podadera. Vi har været herude en gang tidligere men da var de ved at reparere noget af fortet, så vi kunne ikke komme helt derhen. Vi blev meget overrasket over hvor stort det egentlig var, da det ikke ser ud af så meget. Her spiste vi vores medbragte madpakker og nød det gode vejr. Man kunne gå gennem nogle tunneler hvorved man kunne komme næsten helt ud til kanten af klipperne.
Onsdag gik vi en tur ud til det store El Cortes des Ingles stormagasin, da Peter skulle have et par nye sailorsko. Han fandt et par og vi fik handlet lidt ind i deres supermarked, da de har lidt andre varer end de supermarkeder vi normalt handler ind i.
Torsdag var det stadig fint vejr, så vi cyklede ud til Tentegorra hvor vi kunne gå hiken op til El Mirador de Roldán, den tur vi ikke fik gået sidst vi var herude. Denne gang var der ingen soldater på øvelse. Den første del af turen er den samme som op til Bateria del Roldán, men på et tidspunkt deler stien sig, og vi tog turen ud til udsigstpunktet. Denne del af turen var ikke så hård som turen op til Fortet, men den var lige så smuk. På et tidspunkt troede vi at vi var gået forkert, da stien endte ved en lille gård med en frugtplantage, men man skulle bare lige gå op i skoven lidt før man kom til gården. Vi fandt den også kun fordi der kom et par ud derfra. Oppe ved udsigtspunktet havde man et fint overblik over Middelhavet og man kunne lige skimte Algeriet i baggrunden hvis man kiggede godt efter. Heroppe var der afmærkninger af den store hike GR92 som går hele vejen langs Spaniens Middelhavskyst. Vi valgte at gå lidt af den sydover for at finde et sted hvor vi kunne spise vores medbragte mad. Det blev en rigtig fin gåtur, hvor man var meget tæt på kanten, men da stien var godt mærket var det ikke noget problem at følge den. Vi fandt et sted lidt uden for stien hvor vi holdt frokostpause inden vi gik tilbage igen. Tilbage ved udsigtspunket valgte vi lige at gå lidt af samme sti østover, næsten helt ud til hvor den begyndte at gå ind mod Cartagena. Efter ca. 3 timers gåtur var vi tilbage ved cyklerne, godt trætte i benene men det var en rigtig god tur.
Fredag skulle vi ud og hente den bil vi har lejet til næste uge. Vi havde lejet den ude ved Murcia Lufthavn, da det var det billigste sted. Her i byen skulle de have næste 3 gange så meget for samme bilstørrelse. Vi tog en taxi derud, da der ikke går nogen busser her fra Cartagena, men da vi kom derud, fandt Peter ud af at han havde glemt hans pung med kreditkort, så vi måtte desværre lige tage endnu en taxi frem og tilbage inden vi kunne få bilen udleveret. Det var træls og det kostede os ca. 90 euro ekstra. Efter vi havde fået bilen udleveret kørte vi ud til IKEA, da vi lige skulle have købt lidt ind til båden. Vi skulle bl.a. have nogle nye krus, da de gamle havde fået lidt for mange skår, nogle nye gryder da de gamle havde mistet håndtagene og nogle nye lagner. Der blev også lige tid til en gang köttbullar med mos i cafeteriet til vores sene frokost. Fra IKEA gik turen hen til et rigtig stort supermarket hvor vi fik handlet en del ind af konserves, langtidsholdbar mælk etc.
Lørdag tog vi på en rekogniseringstur ud til Calblanque stranden, da det skulle være et rigtig fint område med en del sandmiler. Vi skulle lige se om det var et sted hvor vi kunne tage mine forældre og nevø med ud i næste uge hvor de kommer på besøg. Vi gik en lang tur ud i sandmilerne og nød den anderledes natur der var herude. Herefter kørte vi lige en tur ud på La Manga, den lange sandtange som afgrænser Mar Menor. Det var ikke noget som faldt i vores smag, da det bare er en masse ferielejligheder og hoteller uden ret megen natur. Vi holdt en lille pause ved marinaen hvor vi fik et glas hvidvin og en kop kaffe, inden vi lige gik hen forbi kanalen hvor man kan sejle ind på Mar Menor. Vi blev enige om at her behøvede vi ikke at sejle ind, da det ikke var noget for os.
Søndag blev brugt på indvendig rengøring af båden, oprydning i gemmerne, grilning på havnen og hjælp til familien derhjemme da de havde lidt problemer med at få udfyldt den blanket der skal laves for at få lov til at komme ind i Spanien. Langt om længe lykkedes det efter at have talt i telefon i over 5 timer, dog kunne vi ikke få lavet blanketten til far, så nu må vi håbe at han kan få lov til at komme ind i landet sammen med de andre.
14/3 – 20/3
Mandag startede lidt tidlig, da vi skulle op til Alicante lufthavn for at hente mine forældre og nevø Jonas. De skulle lande kl. 09.45 og vi ankom ca. 15 min før, så der var lige tid til en kop kaffe/the og en crossaint. Det tog lidt tid før de kom ud, da far lige skulle have udfyldt blanketten inden han kunne få lov til at komme ind. Mor og Jonas havde ingen problemer, men de skulle jo lige vente på far. Herefter gik turen retur til Cartagena hvor vi fik frokost på båden inden mor og far kunne blive indlogeret på hotellet, de de først kunne få værelset efter kl. 15.00. Jonas skulle bo nede ombord sammen med os. Efter de havde fået værelset gik vi en tur ned i byen inden vi returnerede til båden for at få aftensmad. Det var desværre begyndt at blæse op, og det skulle vise sig at det bare blev værre. Hele natten var der vindstød på omkring 20 m/s så det ruskede noget i båden.
Da vi stod op tirsdag var luften tæt af sand fra Sahara, og der var et mærkeligt gul lys. Vi tog på en tur ned til Bateria de Castillitos, samme fort som vi også besøgte da vi havde vores venner på besøg i uge 9. Desværre var udsigten i dag ikke så god som sidst på grund af al den sand fra Sahara.
Vi havde en god tur derud og på tilbage vejen kørte vi ud til Torre de Santa Elena ved den lille landsby La Azohia. Inden vi gik op til tårnet spiste vi lige vores medbragte mad nede ved stranden. Det var lidt koldt og lidt blæsende men det gik lige. Efter besøget ved tårnet kørte vi hjem igen, satte mor og far af ved hotellet mens vi andre kørte ned til båden. Aftensmaden tog vi nede i byen, da det stadig blæste lidt meget så det var lidt besværligt at komme ombord på båden.
Onsdag var luften stadig fuld af gul sand fra Sahara, og vi har aldrig set så beskidt et krydstogtsskib ankomme til havnen. Det samme gjorde sig gældende for båden, den var også bare beskidt.
Formiddagen gik vi op til krigsmuseet, jeg havde ikke set det før, det var et rigtig godt museum. Herefter besøgte vi markedshallen hvorefter vi returnerede til båden. Da det stadig regnede hyggede vi os nede ombord med lidt kortspil inden vi skulle have aftensmad. Det var begyndt at regne da vi gik fra museet og det blev bare ved og ved.
Torsdag regnede det stadigvæk, så vi kørte ud til det store indkøbsområde Espacio Mediterraneo. Her blev vi indtil regnen havde stilnet lidt af så vi kunne komme ud til bilen uden at blive alt for våde. Inden vi returnerede til båden var vi lige en tur ude ved den lokale strand Cala Cortina. Desværre var vejret ikke til at vi kunne gå ned til vandet.
Fredag var endnu en dag hvor vejret var noget ustadig. Om formiddagen besøgte vi søfartsmuseet, dvs at Peter kørte os derhen så vi ikke blev våde af regnen, hvorefter han kørte tilbage til båden. Mens vi var på museet, fik Peter sat det nye gløderør i vores oliefyr. Da vi var færdige på museet ringede vi efter Peter, da det nu igen øsede ned. Heldigvis blev det tørvejr ret hurtig herefter så vi kunne tage en tur op på Conseption Hill for at se det store romerske teater. Tror at det var parringstid for påfuglene da hannerne havde travlt med at vise deres fine fjer til damerne. Desværre var det ikke til at gå oppe i parken hvor man kan se ned over teateret da der var store vandpytter, så vi tog ind på museet så vi kunne se det nedefra i stedet for. Frokosten blev indtaget Parque Maestranza de Artilleria. Her smagte Peter, Far og Jonas den traditionelle kaffe fra Cartagena – Asiatico, som er en kaffe med kondenseret mælk, likør 43, brandy og kaffe. Likør 43 laves her i byen.
Lørdag var det endelig blevet opholdsvejr, det havde også regnet i mere end 24 timer i træk, så vi kunne godt bruge noget tørvejr, så vi kørte ud til Calblanque stranden så familien også kunne se de flotte sandmiler og kysten. Der kom selvfølgelig lige en lille byge da vi skulle ud af bilen, men efter et par minutter stoppede det så vi kunne gå op til Mirador De Playa Larga. Her havde man en flot udsigt over området. Herfra gik vi en tur ned på stranden. Man må kun gå på de anviste stier for ikke at ødelægge floraen. En god tur rundt.
Turen fortsatte hen til Cala Magre hvor vi også kunne komme helt ned på stranden.
Herfra fortsatte vi til Cabo de Palos hvor vi gik op til fyrtårnet og fik en dejlig frokost nede i byen.
Inden vi returnerede til Cartagena kørte vi også lige op til San Pedro del Pinatar hvor vi så flamingoer. De var ikke så lyserøde som man ser det i zoologiske haver og i fjernsynet. De var nærmest hvide. Det var en rigtig god oplevelse.
Søndag besøgte vi Museet for undervandsarkæologi om formiddagen og om eftermiddagen tog vi på havnerundfart. Dagen sluttede tidlig da vi skal være i Alicante Lufthavn ca. kl. 8.00