Mandag d. 1/3 tog vi bussen ind til Roseau for at tage videre med en anden bus til landsbyen Trafalgar hvor der skulle være et tvillinge vandfald. Vi fandt bussen og kørte ca. 20 min hvorefter vi ankom til Trafalger. Chaufføren spurgte om vi skulle op til vandfaldene, hvilket vi svarede ja til, og så blev vi kørt hele vejen derop. Lige inden bussen kørte tilbage igen fik vi fortalt at der kom kun bus derop når de havde passagerer med, så når vi skulle tilbage igen, skulle vi lige gå ned til landsbyen for at komme med bussen. Herefter gik vi op til infocenteret, og vi skulle intet betale for at komme ind og se vandfaldene. Det er det første sted hvor vi ikke skulle betale for at komme ind, ellers koster det ca. 13 EC per person for at komme ind. Så vi gik den korte tur op til vandfaldene. Det var en smuk tur, hvor man gik på en sti belagt med sten, så det var en nem tur. Vandfaldene var også rigtig smukke, der var 2 fald med kort afstand mellem dem. Det ene blev kaldt Mor og det andet kaldt Far. 

  

På vejen tilbage til bussen gjorde vi holdt ved en lille cafe hvor vi fik vores frokost, en sandwich og en kold øl. Cafeen lå rigtig hyggeligt med udsigt til den lille flod som får vand fra vandfaldene. Vi gik også lige en tur ned til en landsby Wotten Waven hvor der er den masse varme kilder i undergrunden, så der er der lavet hot spa flere steder.

Herefter tog vi bussen tilbage til Roseau hvor vi lige fik handlet lidt ind i et af de større supermarkeder inden vi tog bussen tilbage til Portsmouth og ud til båden.

Tirsdag d. 2/3 skulle vi på en bustur til den nordøstlige del af øen sammen med Sanuti, Lady Ann og Anne Mon. Første stop var ved Red Rock. Red Rock er opstået ved at hurtigløbende lava flød ned fra vulkanen i Northern Forest Reserve og ud i havet. Ødelagde alt på vejen. Da lavaen var rig på basalt stivnede det ret hurtig og efterlod en grålig halvø. Men da basalt er rig på jern blev den grålige halvø med tiden rød på grund af oxidering, og begyndte at ruste. Det er denne rust som har givet området denne røde farve. Området var meget spændende, da man rigtig kunne se hvordan vind og vejr havde eroderet området. Der var dybe kløfter og små huler man kunne gå ned i.

Red rocks:

Efter et stykke tid gik turen videre til Point Baptise Estate Chocolate. En lille chokoladefabrik hvor man så hvordan processen var fra bønne til bar. Først skulle cacaobønnerne fermentere i ca 2 uger, herefter tørres, hvilket også kunne tage 1-2 uger. Så skulle de ristes hvorefter de blev knust. Efter knusningen blev skallerne sorteret fra bønnerne ved hjælp af en hjemmelavet maskine, en lidt avanceret støvsuger som kunne separere de 2 dele. Derefter kom selve processen med at smelte cacaobønnerne til en flydende masse, dette tog ca. 4 dage hvorefter man tilsatte de forskellige smagsvarianter. Efter gennemgangen var der mulighed for smagsprøver og køb. Det smagte rigtig godt, så vi købte lige et par plader.

Point Baptise Estate Chocolate

Efter dette søde stop gik turen videre til Kalinago Reservatet. Kalinago-folket er de indfødte caribiske indianer som beboede regionen inden europæerne kom herover. Desværre havde de glemt at vi skulle komme forbi så alt var lukket, de var taget ind til Roseau på marked. Dog fik vi en rundvisning af en ung knægt som kunne fortælle os lidt om området.

Kalinago Reservatet

Så blev det tid til frokost hvor vi fik en 3-retters menu for kun EC 50 per person inklusiv drikkevarer, både traditionel guavajuice og kolde øl. 

Efter frokosten gik turen til Spanny Falls som var sidste stop på turen. Her var der også 2 vandfald tæt på hinanden. Til det første vandfald var turen lige til, men for at komme op til det andet vandfald skulle man klatre op at en meget stejl klippeskrænt med et reb som eneste faste holde punkt, så jeg blev ved det første vandfald mens alle de andre gik over til vandfald nr. 2. Da de andre kom tilbage igen tog vi en svømmetur i poolen foran vandfaldet. Det var lidt koldt at komme i men man vænnede sig hurtig til det. Man kunne også svømme ind under selve faldet selvom det slog lidt hårdt på hovedbunden. Især Peter syntes at det gjorde lidt ondt, men han har jo heller ikke så meget hår som kan beskytte. Vi var hjemme igen efter ca 11 timers tur. En lang men god dag i godt selskab.

Onsdag d. 3/3 var vi inviteret med på tur af Andreas og Cordola fra den tyske båd Afrodite. De havde lejet en bil i 3 dage. Første stop på turen var Emeral Pool som også er et rigtig flot vandfald som er nemt at gå ned til. Her var der lavet en lille tur rundt i junglen så man gik ligesom i en cirkel, en vej op til vandfaldet og en anden vej tilbage til startpunktet.

  

Frokosten blev indtaget på et Hotel Resort i Rosalie. Der var ikke mange gæster på hotellet, da det også bliver brugt som karantæne hotel. Herefter kørte vi en tur langs den østlige del af øen indtil vi fandt ud af at vi næsten var løbet tør for benzin. Desværre var der ingen tankstation i nærheden, hvilket blev bekræftet af en anden bilist som vi stoppede for at spørge. Gode råd er som sagt dyre, men kvinden i bilen spurgte lige den næste bil som kom. Dette var en af de lokale minibusser, som kunne hjælpe os. Vi skulle bare lige følge efter dem. Det gjorde vi og tilsidst blev vi vist hen til en af landsbyens beboer som havde gjort det til en lille forretning at have benzin på gallonflasker. Han fortalte at han solgte til de lokales biler og scooters. Vi købte 7 gallon og så kunne vi komme videre.

Vi fandt ud af at der lige i nærheden skulle være et andet vandfald – Sari Sari Falls, så det kunne vi jo lige så godt se nu vi var her. Vi kom derop hvor skiltet stod og så skulle vi bare lige finde stien. Den var blevet væk, og vi måtte opgive at komme derhen. Nu fortsatte vi turen sydover på den østlige side af øen indtil vi ikke kunne komme længere da vejen var ødelagt. Det har den vist været siden Maria kom forbi øen i 2017.  Dagen sluttede med en kold øl på en hyggelig strandbar i den sydlige del af bugten inden vi kørte tilbage til den nordlige del af bugten så vi kunne komme ud til vores både igen. Endnu en hyggelig dag i godt selskab.

Torsdag d. 4/3 startede med at vi gik op på det lokale hospital da vi skulle bestille tid til en PCR test, da vi skal bruge en for at komme ind på Antigua som er næste stop på vejen nordpå. Selve testen skal tages i Roseau, lidt besværligt men sådan er deres regler. Vi skulle lige stå lidt i kø for at blive registreret. Der var mange af de lokale som skulle registreres for at få Covid-19 vaccine. Da det blev vores tur var receptionisten meget hjælpsom, idet hun ringede til Roseau Health Center for at booke en tid for os. Vi havde håbet på at få en tid om en uge, men desværre var første ledige tid tirsdag d. 16/3, så vi må blive lidt længere her. Det går nok også og vi skal nok få tiden til at gå da der er meget vi ikke har set endnu. Det tog næste 2 timer for at få denne aftale på plads, men da vi ikke havde andet på programmet denne dag, var det helt ok. Om eftermiddagen var der arrangeret en gang Beach Volley hvor vi var en del både som deltog. Efter et par timers spil med indlagt øl pause sejlede vi tilbage til båden.

Fredag d. 5/3 lavede vi ikke så meget. Fik ringet hjem til Mathias for at ønske ham tlllykke med fødselsdagen.

Lørdag d. 6/3 gik vi over til den næste bugt nord for Cabrit halvøen for at snokle lidt. Det var første gang jeg skulle prøve at snorkle da jeg ikke er så vild med at få hovedet under vand. Det gik godt nok. Jeg fik da set lidt at hvad der er på bunden. Der var fin sigt, der var lidt rev og den del fisk så en rigtig god oplevelse. Tilbage ved stranden tog vi lige en frokost på Purple Turtle inden vi tog tilbage til båden. Resten af dagen gik med afslapning.

Søndag d. 7/3 skulle vi på en hike sammen med 10 andre. Vi blev kørt op til startpunktet ved landsbyen Penville og så ville vi blive samlet op igen når vi kom frem til slutningen af turen i Capuchin. Turen kostede 20 ec pr. person. Hiken gik langs med kysten rundt om bjergene, så der var en rigtig god udsigt hele vejen. Nogle gange havde du udsigt til havet og andre gange havde du udsigt til junglen. Turen er en del af Waitukubuli National Trail, som er en lang vandresti der går fra den sydlige del af Dominica til den nordlige del. Hele vandrestien er 185 km lang og det vil tage ca. 10-12 dage for at gå hele turen. Den er del op i sektioner, og den del vi gik var sektion 13. Der er 14 sektioner ialt. Turen tog os ca. 3 timer. En rigtig flot tur, nok den flotteste hike vi har været på til dato. Efter vi blev hentet af vores chauffør, en driftig kvinde ved navn Kish, gjorde vi holdt ved en hyggelig restaurant hvor vi fik lidt sen frokost. Dejlig mad. Herefter blev vi kørt tilbage til broen hvor vi parkerer vores gummibåde, dog var vi lige på en lille afstikker forbi Kish’s ejendom hvor hun skal til at bygge et hus. Når det er bygget vil hun have en fantastik udsigt over Prince Rubert Bay. Kish tilbyder også at bytte gasflasker, ture ind til Roseau for at handle i de store supermarkeder, vasketøj kan hun også klare, og så har hun sin egen lille bar/cafe. 

Mandag d. 8/3 var endnu en dag hvor vi ikke lavede så meget. Vejret var ikke så godt, der regnede en del, så vi kunne lige så godt få gjort lidt rent. Om eftermiddagen var vi oppe ved Kish’s bar da hun havde åbent for alle os sejlere så vi kunne mødes og hygge os. Vi var nok ca. 20 sejlere der havde et par hyggelige timer.

Tirsdag d. 9/3 ville Peter lige snorkle lidt her i bugten, så vi hoppede i gummibåden og sejlede ud til krydstogsskibs kajen. På vejen derud stoppede vi lige ved en amerikansk båd. Vi var inviteret derud, da Peter lige skulle kigge lidt på nogle revner i et gummibådsophæng. Brian havde selv bygget båden, der var i aluminium. Det havde taget ham 7 år at bygge den. Efter at vi havde fået set båden og Peter havde kigget på revnerne sejlede vi videre ud til kajen hvor vi fortøjede gummibåden og Peter hoppede i vandet. Jeg sad oppe i båden og holdt øje med Peter mens han dykkede. Efter ca. 1 times tid eller mere sejlede vi tilbage til Cap Maj for at få frokost. Ellers lavede vi ikke så meget. Dog blev vi ringet op af Andreas fra den tyske båd lige inden spisetid om vi ikke ville komme ind til Kish, da hun havde lavet mad og der var ikke kommet så mange som hun havde regnet med. Vi vidste godt at hun ville lave noget lokal mad med de gule landkrabber som lever her på øen, men da jeg ikke kan tåle skaldyr havde vi sagt nej tak til invitationen. Hun havde dog også lavet en ret med kylling så det var derfor at Andreas ringede til os. Vi tog derind og havde en hyggelig aften sammen med dem som vi også var sammen med i søndags på hiketuren. Mens vi sad og spiste begyndte det at regne helt vildt, så vi måtte jo blive der indtil regnen stillede så meget af så vi kunne komme ned til gummibåden i tørvejr. 

Onsdag d. 10/3 og torsdag d. 11/3 var vi bare ude ombord på båden med enkelte ture ind til land for at handle ind og aflevere affald.

Fredag d. 12/3 skulle vi være sammen John og Alison fra den amerikanske båd Lark. Vi havde aftalt at tage ned til den sydlige del af øen hvor der skulle være helt fantastisk at snorkle. Vi tog den lokale bus ind til Roseau ved 8-tiden. Da vi ankom til Roseau skulle vi lige finde bussen mod Champagne Reef. Da vi spurgte en ung mand om dette, tilbød han at køre os der ud for 20 EC. Det takkede vi ja til, og da han satte os af ved stranden havde vi aftalt at vi godt måtte ringe efter ham når vi ville hentes. Vi havde et godt langt dyk hvor vi så en masse fisk der levede på revet. Det var også interessant at se selve revet, hvordan det går fra at ligge næste i overfladen til at gå flere metre ned i dybet. Champagne Reef har fået dette navn, da der i området er en masse termisk aktivitet som sender en masse bobler ud i vandet så det ligner at du svømmer rundt i et glas champagne. Vi kunne dog ikke lige finde det i første dyk, så vi måtte lige spørge os frem for at finde det. Peter og John tog et dyk mere for at finde boblerne mens Alison og jeg blev oppe på stranden.

Champagne Reef:

Efter et par timer eller 3 ringede vi efter vores chauffør som kom lidt efter. Vi fik aftalt med ham at vi gerne ville køres til det sydligste punkt på øen – Scotts Head. Det var helt ok, og vi lavede en aftale med ham om at han ventede på os i et par timer hvorefter han skulle køre os tilbage til Roseau for 100 ec. Alison og jeg besluttede os for ikke at snorkle så vi tog på en lille gåtur op på toppen af Scotts Head hvor der var en rigtig god udsigt over Soufriere Bugten. 

Imens tog John og Peter ned på stranden for at snorkle lidt. Det var igen et godt dyk med rev og en masse dyreliv. Herefter blev vi kørt tilbage til Roseau hvor vi tog bussen tilbage til Portmouth og tilbage til båden.

Lørdag d. 13/3 var endnu en dag hvor vi tilbragte det meste af dagen ombord på båden. Vi fik gjort lidt rent igen, hvilket var tiltrængt. Jeg gjorde båden ren indeni mens Peter gjorde bunden ren. Om aftenen var vi oppe ved Kish for at spise Chicken Röti, som er en kyllingestuvning lagt ind i en dej så det minder om en kæmpe forårsrulle/wrap. Det smagte rigtig godt, meget stærk krydret men ikke mere end at det kunne skyldes ned med en kold øl. Her kom vi i snak med 2 norske både og 1 svensk båd som næste lige var kommet ud af karantæne. Det var lidt rart ikke at skulle snakke engelsk hele tiden. Et par hyggelige timer hvorefter vi tog tilbage til båden, da vi skal tidlig op i morgen søndag da vi skal på endnu en hike.

Søndag d. 14/3 begyndte meget tidlig, da vi ville blive hentet kl. 06.30 ved båden, da vi skulle på en heldagstur til The Boiling Lake sammen med en hollandsk båd og en irsk båd. Vi blev sejlet hen til Indian River Dock hvorefter vi satte os ind i en bus sammen med vores guide James “Bond”. Turen hen til hvor hiken startede tog næsten 1,5 time. Kl. 08.30 var vi klar til at begive os ud på den længste hike til dato. Det ville tage ca. 3 timer eller mere at komme frem til søen. En tur som krævede en del af os. Der var megen op og ned, hvor man måtte tage store skridt for at komme op/ned. Der var glat mange steder på grund af mosbelagte sten/træstammer men da det havde været tørvejr de sidste par dage var det meste af turen på tør sti.

Vi kom også igennem en dal – Valley of Desolution, hvor der var den del varme kilder, det var så varmt vandet at man kunne koge æg deri. Det lugtede også en del af svovlbrinte eller af rådne æg når der lige kom et vindpust og sendte dampen i vores retning. Vi kom også forbi en lille flod/bæk hvor vandet var helt sort på grund af forskellige mineraler. Det så sjovt ud. 

Valley of Desolution

Her fra dalen kom vi ud på det nok sværeste stykke af hiken, da vi nu skulle klatre ned af stejle bjergsider uden at kunne se hvor man kunne sætte fødderne. Der var også fastgjort noget tov så man havde noget at holde i.Efter ca. 3,5 time var vi fremme ved søen. Vandet var helt gråt og i midten kogte vandet med store bobler. Det var et fantastisk syn. Det kogende vand skyldes en aktiv vulkan i undergrunden som sender varme op til søen. Nu var der tid til frokost og afslapning inden vi skulle samme tur tilbage. Vejret på hele turen var fint med sol og svag vind.

The Boiling Lake

Det betød desværre også at turen blev meget varm så der var brug for megen væske. Heldigvis kunne man fylde vandflaskerne i forskellige vandløb undervejs. Peter og jeg var de ældste i selskabet, så på hjemturen måtte vi sætte tempoet lidt ned for at have kræfter til hele turen. Især de stejle opstigninger var hårde og gjorde det svært at få vejret. Vores guide, en mand midt i fyrrerne, gik og sang hele vejen, så hans kondition fejlede ikke noget. Vi kom dog sikkert ned igen.

Godt trætte satte vi os ind i bussen igen og kørte tilbage til Portsmouth. Vi stoppede lige i Roseau for at købe en kold øl til hjemturen. Undervejs bestilte vi pizza til afhentning når vi kom til Portsmouth. Tilbage på båden havde vi lige kræfter til at spise pizza, dog var den så stor at vi kun kunne spise halvdelen, så der er nem aftensmad til i morgen. Kl. 21 gik Peter i seng, god træt og sov med det samme. Jeg gik i seng en time senere men så var jeg også klar til at sove. En god men hård dag hvor vi blev afprøvet i hvor hård en hike vi kan klare.