Mandag d. 15/3 stod på ren afslapning da vi var godt trætte i kroppen af den hårde hike i går. Dog fik vi lige taget os sammen til at komme ind og handle og få afleveret en pose vasketøj.
Tirsdag d. 16/3 startede fælt tidligt. Vækkeuret ringende kl. 04.45 da vi skulle med den første bus indtil Roseau, da vi skulle have lavet en PCR-test. Der var registrering fra kl. 07.30 til 09.00. Vi var der ca. kl. 07.15. Vi blev registreret og så skulle vi bare vente på at de ansvarlige ankom. Først skulle vi lige have taget temperaturen og derefter måtte vi lige vente lidt igen inden vi skulle podes. Denne gang blev podningen i både næse og mund udført mere skånsomt end da vi ankom. Desværre skal vi indtil Roseau igen for at få resultatet af podningen, da de ikke sender resultatet på mail eller på WhatsApp. Vi var færdige i Roseau Health Center omkring kl. 10.00. Herefter gik vi lidt rundt i byen og så nogle ting som vi endnu ikke havde set de andre gange vi har været herinde. Vi tog en tidlig frokost på en lille hyggelig cafe – Le Petit Paris, hvorefter vi gik i et af de større supermarkeder for lige at handle lidt ind af ting og sager som vi ikke kan få i Portsmouth. Denne gang fandt vi lidt slik, bl.a. Haribo poser med vingummi, M&M’s, hvilket har været en mangelvare her i Caribien. Herefter gik vi hen for at finde den næste bus tilbage til Portsmouth. På vejen tilbage til båden fik vi lige hentet vores vasketøj, så vi nu har en ren garderobe.
Lidt billeder fra Roseau:
Onsdag d. 17/3 skulle vi fejre St. Patricks Day. Det er den irske nationaldag. Der var en irsk båd her som stod for planlægningen af dagen. Vi skulle mødes kl. 13.00 og være iført noget grønt. Da vi ikke havde noget grønt med i vores bagage havde vi i går købt et par grønne tørklæder som kunne bruges til dagens festligheder. Vi var nok mellem 10-15 både og vi havde en rigtig hyggelig dag og aften med forskellige konkurrencer. Vi var delt op i 2 hold og der var konkurrencer i æggeløb, sejlposeløb, 3-bensløb hvor vores ben var bundet sammen og tilsidst blev konkurrencerne afgjort med et parti kongespil. Vi skulle selv medbringe mad og drikke og så var der en grill gjort klar hvis man havde brug for dette. Godt trætte sejlede vi tilbage til båden.
Torsdag d. 18/3 gik turen endnu en gang ind til Roseau, dog ikke så tidlig som i tirsdags. Vi fik hentet resultaterne af vores PCR test, og de var selvfølgelig negative, hvilket vi også havde forventet. Herefter gik vi igen hen til Le Petit Paris for at få frokost, som i tirsdags. Som sagt en rigtig hyggelig cafe med god mad. Inden vi tog bussen tilbage til Portsmouth var vi lige inde og handle igen i et af de større supermarkeder, så vi har lidt forskelligt til weekenden når vi nu skal sejle til Antigua.
Fredag d. 19/3 tog vi hen til Customs & Immigration for at klarere ud af Dominica. De lå helt syd på i bugten inde på havneområdet hvor de får små handelsskibe ind med varer til øen. På grund af Covid-19 og de internationale havnesikkerhedsprotokoller måtte kun skipperen komme ind til dem, så jeg måtte vente ude i regnen. Efter ca. 15 min. kom Peter tilbage igen med stemplede papirer og så kunne vi gå hen på politistationen hvis vi ville have stemplet vores pas, og det ville vi gerne. Det var hurtigt klaret, og nu er vi klar til at sejle mod Antigua når vejret arter sig.
Lørdag d. 20/3 blev brugt på lidt af hvert. Vi var lige forbi en af de amerikanske både – Helarious – med vores visitkort, da de har ændret deres sejlplaner, så de også sejler over Atlanten her i maj måned, og så kan det jo være at vi mødes på Azorerne. Ellers blev dagen brugt på at gøre klar til afgang i morgen eftermiddag.
Søndag d. 21/3 sejlede vi fra Prince Ruberts Bay kl. 14.00 og satte kursen mod Antigua. Det er en sejltur på ca. 95 mil, så det bliver en natsejlads. Mesanen blev sat inden vi trak ankeret op og genuaen blev rullet ud da vi rundede Cabritts halvøen. De første mange timers sejlads var ren paradesejlads med vinden ind agten fortværs. Vi blev desværre nødt til at rebe lidt ind på genuaen da vi sejlede alt for hurtigt for hvis vi fortsatte med den fart ville vi ankomme til Antigua midt på natten.
Farvel til Dominica
Da vi nærmede os Guadeloupe løjede vinden betragteligt og vi måtte starte motoren og rulle genuaen ind. Sådan fortsatte vi resten af turen, for da vinden kom tilbage var den drejet så vi nu fik vinden lige ind i snuden, og det var blæst lidt op. Ca. 6 timer før ankomst skulle man kalde Antigua Port Control på VHF radioen for at melde vores ankomst men der var ingen der svarede. I vores pilotbog stod det også at de næsten aldrig svarede, men vi fortsatte med at kalde ca. hver time indtil vi ankom til English Harbour på Antigua.
Nyt gæsteflag sættes i solnedgangen over Guadeloupe
Mandag d. 22/3 droppede vi anker i Fremann Bay i English Horbour kl. 08,30 hvorefter vi kaldte Nelson Dockyard Marina for at få sundhedsmyndighederne ombord. Vi blev fortalt at vi bare skulle hejse det gule karantæneflag og så ellers bare vente. Vi benyttede ventetiden med at få lidt morgenmad og kort tid efter kom havnemyndighederne med lidt papirer som vi skulle udfylde og så ville de komme tilbage efter dem senere. Det gjorde de ca. 1 time efter, hvor vi blev godkendt til at gå i land for at indklarere. De skulle også have vores PCR test fra Dominica hvilket de fik, og da Dominica er et low-risk område her i Caribien var det ikke nødvendigt med karantæne. Peter tog herefter ind for at indklarere og da han kom tilbage kunne vi fjerne det gule flag, og vi var fri til at opleve øen. Hurtig og nemt. Vi fik også lige besøg af drengene fra Papaya, da de havde set at vi kom ind her til morgen. Det var hyggeligt at se dem igen. Vi så dem sidst på Union Island tilbage i januar. Efter frokost tog vi gummibåden ind til land for lige at se lidt af området. Vi fandt sejlmageren og fik at vide at vi bare kunne komme forbi med vores genua, da den trænger til at få syet en ny UV-dug på. Herefter gik vi op for at finde en købmand og på vejen mødte vi Emma og Roger fra den belgiske båd Sanuti, som sad og nød en øl. Vi blev inviteret ind til en øl, og det sagde vi jo ikke nej til. Her på Antigua er der udgangsforbud fra kl. 19.30 til 05.30, og barer og restauranter har lige fået lov til at åbne for servering uden at det skal være take-away. Så vi er kommet på det helt rigtige tidspunkt.Efter et par øl gik turen til købmanden som ligger meget tæt på havnen hvor vi fik købt ind til aftensmaden hvorefter vi vendte tilbage til båden. Vi ligger pt. 6 danske både i bugten.
Tirsdag d. 23/3 fik vi afleveret vores genua til reparation. pris USD 918. Lidt dyrt men vi kan ikke sejle tilbage over Atlanten med det som det er nu, så det skal repareres. Vi fik også købt nye simkort til vores telefoner da vores St. Vincent simkort virker ikke her på øen. Virkelig god service af damen som solgte simkortene til os, da der var lidt problemer med at få dem til at virke. Men vi fik det klaret og har nu igen kontakt med omverdenen. Ellers gik vi lidt rundt og kiggede på de historiske omgivelser som omkranser havnen. English Harbour er en gammelt engelsk flådestation helt tilbage til Lord Nelsons tid, derfor hedder det Nelsons Dockyard. Bygningerne kan dateres helt tilbage til 18.hundrede tallet. Nu er der primært hoteller og restauranter samt forretninger som har med det maritime miljø at gøre. Sejlmageren ligger i den gamle sejlloftsbygning. Om eftermiddagen var vi ude at snorkle hvor vi så et par skibsvrag som ligger tæt på hvor vi ligger for anker, og vi så også et par skildpadder som lå og spiste søgræs på bunden. Det var rigtig hyggeligt. Vi har ikke set skildpadder siden vi var på Tobago Cays sammen med Camilla og Jonas. Desværre havde vi ikke kameratet med på denne tur så der er ingen billeder derfra.
Onsdag d. 24/3 fandt vi kameraet frem og gik endnu en gang på opdagelse i Nelsons Dockyard hvorefter vi gik på en hike som startede lige ved siden af.
Nelsons Dockyard:
Turen var en rundtur på ca, 4,5 km og gik rundt på de gamle udkigsposter som lå mellem English Harbour og Falmouth Bay. Det var en rigtig flot tur med skøn udsigt og skøn natur. Desværre gik begge vores gode trave sandaler i stykker med ca. en halv times mellemrum så vi måtte humpe hjem det sidste stykke vej. Så nu må vi se om vi kan finde nogle nye sandaler, da det næsten ikke er til at undvære den slags fodtøj. Godt trætte tog vi tilbage til båden hvor vi fik et tiltrængt bad. Vi har fundet en app til telefonen som hedder AllTrails, hvor man kan se hvilke hikes der er i nærheden, og selve ruten er vist på et kort. Den har vi haft megen glæde af til mange af de hikes vi har været på. Kan anbefales.
Torsdag d. 25/3 lavede vi ikke så meget. Peter tog igen på en snorkeltur rundt om båden, denne gang med kamera. Vejret var lidt ustadigt med lidt regnbyger og en del vind der dog løjede af til aften.
Fredag d. 26/3 tog vi igen på en hike om eftermiddagen, denne gang i området omkring English Harbour. Igen en rundtur på ca. 4,5 km hvor vi kom gennem skov, forbi en gammel kirkegård fra det 18. århundrede, gik på kanten ud mod havet med meget langt ned. Skøn udsigt og skøn natur. Denne gang en lidt mere krævende hike en den i onsdags. Men lige som vi kan lide det. Dejligt af få sig rørt igen.
Lørdag d. 27/3 var ren afslapning ude ombord hvor vi hyggede os med vores bøger, jeg hyggede mig med strikketøjet og ellers var vi kun lige inde for at handle lidt ind til resten af weekenden. Fik også lige snakket lidt med de unge mennesker, som var til frokost ude hos Ole og Lene, så dem fik vi også lige hilst på.
Søndag d. 28/3 ville vi igen på en hike som lå lidt væk fra English Harbour, så vi tog en taxi ud til Wallings Nature Reserve hvorfra turen startede. I dette område er der en del vandreture, men den vi skulle på gik herfra, ned til Rendezvous Bay og derfra videre til Falmouth Bay. En tur på ca. 12 km ialt. Første del af turen var i noget ujævnt terræn med en del klipper/sten som skulle forceres mens det gik pænt opad. Flot natur.
Herefter gik vi af en mere moderat sti ii højt græs og små tynde træer, indtil vi skulle ned mod stranden, hvor det gik pænt stejl nedad. Vi kom også igennem et område hvor der gik noget kvæg, men de var åbenbart vant til at få besøg af vandrere da de bare kiggede på os og fortsatte så med at tygge dræv. Da vi kom ned til stranden ved Rendezvous Bay holdt vi lige en lille pause inden vi fortsatte mod Falmouth Bay.
Desværre var vi nu kommet til et område hvor der ingen mobildækning var, så vi kunne desværre ikke kigge på vores app om vi var på rette vej, men vi fandt den rigtige sti, og vi må indrømme af denne del af vandreturen var den mest spændende og mest sjove på hele turen. Her gik vi tæt på kanten ud til havet, gennem noget natur som lignede meget det danske hedelandskab, men meget små og meget tør vegetation, gennem skov med mange kaktusser og små træer. Den sidste del af turen var ikke så spændende da den gik langs en kedelig vej indtil vi kom til hovedvejen mellem Falmouth og English Harbour. Inden vi gik det sidste stykke gjorde vi lige stop ved en kiosk hvor de solgte is, da vi trængte til lidt koldt. God is. Tilbage på båden fik vi et tiltrængt bad og resten af aftenen gik med afslapning inden det var tid til at gå i seng, godt trætte i benene.