Funchal til Santa Cruz de La Palma

Onsdag d. 14/10 var det tid til afgang fra Funchal. Vi har nu også været her i 10 dage og det er tid til at komme videre. Vejrudsigten lover også godt vejr på turen, en del vind til at starte med og så skulle den løje af. Sådan kom det ikke til at gå. Vi fik afregnet med havnen og fik udklareret ved myndighederne og kl. 10.45 sejlede vi ud af havnen. Ude i det store havnebassin fik vi sat storsejlet til 1. reb da der var rigelig vind. Herefter fik vi rullet genuaen ud til 1. mærke, så der bare var en lille smule rullet ud, da vi var kommet fri af havnen. Vinden var ca. 7-10 m/s fra øst som gav os en fin halvvind til turen. Undervejs fik vi vindstød op til 12-13 m/s så der var rigtig god fart i båden. Vi fik også lige besøg af en havfugl som lige skulle have et lift med på vejen. 

Desværre var der skyet så da solen gik ned ved 19.30-tiden blev det bare sort. Der var også rigtig store dønninger som gjorde at jeg (Jette) havde det bedst når jeg lå på ryggen, og helst ude i cockpittet, så når det var min tur til at sove, foregik det ude i cockpittet. Hele natten kunne vi se når bølgerne brækkede da der var rigtig meget morild i vandet. Morild er et naturfænomen, hvor havet synes at lyse eller glimte. Der er mange mikrober og nogle havdyr, som kan forårsage morild. Vinden løjede under natten så vi måtte have motoren tændt nogle gange for at holde nok fart.

Torsdag d. 15/10 skulle tilbringes på havet. Da solen stod op håbede vi på at vinden så endelig ville lægge sig til et nogenlunde roligt niveau, men sådan skulle det ikke gå. Vejret blev en blanding af regnvejr, vindstød op til 16 m/s og solskin. Omkring middagstid begyndte vinden og bølgerne heldigvis at løje så vi kunne få en lidt mere behagelig tilværelse ombord. Jeg (Jette) havde fundet mine søben, så jeg behøvede ikke at opholde mig i cockpittet når jeg skulle sove. Resten af dagen gik med at slappe af og nyde naturen. Natten gik stille og roligt og modsat sidste nat, havde vi denne gang den flotteste stjernehimmel vi nogen sinde har set. Mælkevejen stod klar og tydeligt sammen med en masse stjerner. Det var helt fantastisk. Har senere fået at vide at luftrummet omkring La Palma er et Stargazer område hvor man kan se rigtig mange stjerner og planeter da der ikke er så meget andet kunstigt lys der forstyrrer. For eksempel er det forbudt på La Palma at have hvidt gadelys.

Fredag d. 16/10 ankom vi til øen La Palma omkring middagstid hvor vi fik anvist en fin plads i havnen. Den sidste del af overfarten fra Madeira gik stille og rolig. Dog undre det os at vi på hele turen som tog 49 timer ikke så nogle delfiner, hvaler eller andre skibe/lystbåde. Vi havde hele havet for os selv. Efter vi var kommet på plads i havnen gik vi op for at få et bad, hvilket var tiltrængt hvorefter vi lagde os til at sove, da vi havde lidt søvnunderskud der lige skulle indhentes. Ellers lavede vi ikke noget resten af dagen.

La Palma dukker op i horisonten

Lørdag d. 17/10 var vi stadig lidt mærket af den lange sejltur, så hele formiddagen gik nede ombord hvor vi slappede af med hver vores bog. Vi var også lige oppe på havnekontoret for at få adgang til internettet. Og det virker bare helt fint her i havnen med vores forstærker. Vi kan både se Youtube og Netflix på samme tid. Om eftermiddagen gik vi en tur op i byen for lige at se hvad den kunne byde på. Og det vi så skuffede ikke. Byen er kendt for sine smalle brostensbelagte gader og balkoner af træ med flotte blomster 

Søndag d. 18/10 gik vi først op til turistkontoret som ligger lige over for havnen, hvor vi fik et kort over øens mange vandrestier. Der er ca. 1000 km vandrestier på øen, så vi når nok ikke igennem dem alle. Tilbage på båden gjorde vi klar til den første tur som man kunne tage her fra byen. Det var lidt besværlig at finde hvor turen startede, men vi fandt det da. Man skulle bare lige ud til en motorvej for at komme på stien. Herefter gik vi op ad en kløft mellem to bjergkamme. Der var en rigtig flot udsigt når man kom op i højden. Turen endte oppe ved en meget populær kirke, Real Santuario de Nuestra Senora de Las Nieves. Kirken er ikke ret stor men utrolig smuk indeni. Lige over for kirken lå der en bar/restaurant hvor vi lige fik købt lidt forfriskning, da der var godt varmt, ca. 25 grader. Herefter fortsatte vi turen tilbage til Santa Cruz ad samme sti bare i den modsatte retning. Det var nemlig en rundtur vi var ude at gå på, så vi behøvede ikke at tage samme vej tilbage. Igen en flot tur ned af bjerget ved siden af bananplantager. Godt trætte i benene slappede vi af resten af aftenen.

Mandag d. 19/10 vågnede vi op til let regnvejr, så vi besluttede os for at lave lidt projekter nede om bord. Vores timetæller til motoren er holdt op med at virke, den viser ikke antal timer i displayet, så Peter ville lige se om det var muligt at reparere den. I følge en video fundet på Youtube, så kunne der godt komme lidt fugt ind til displayet som kunne få det til at korrodere, men det var ikke tilfældet hos os. Der var ingen tegn på fugt i displayet, så det må være selve led-displayet som er holdt op med at virke. Pludselig bankede det på båden, og udenfor stod FTLF’s repræsentanter her på øen, Vickie og Jacob Haugaard. De havde set at der lå en dansk båd i havnen, så de ville da lige hilse på. De blev et par timer, hvor de fortalte om hvordan de havde købt hus hernede og så videre, se mere på deres hjemmeside www.mylapalma.es. Efter deres besøg gik vi lige op i byen for at finde en optiker så Peter kan få bestilt nye kontaktlinser. Den første vi besøgte kunne godt skaffe nogle inden for de næste par dage, så var det klaret. 

Tirsdag d. 20/10 vågnede vi først omkring kl. 09.30 men det skyldtes at vi næsten ikke havde sovet hele natten. Det begyndte nemlig at blæse op med ret kraftige vindstød, nogle over 20 m/s, så der var en del larm fra de andre både. Især fra en båd hvor forsejlet var blæst op, det var ikke rullet stramt nok om forstaget, så vinden havde fået fat i det, og det gav nogle gevaldige smæld i de kraftige vindstød. Det var også blæst i stykker om morgenen. Peter havde inden han gik i seng været ude og sætte et par ekstra fortøjninger på så vi ikke kom til at ligge for hårdt på fenderene. Samtidig regnede det også en hel del i løbet af natten og i løbet af morgenen/dagen. Det blev en dag hvor vi så youtube det meste af dagen. Dog sidst på eftermiddagen gik vi lige op til den lokale købmand for at få handlet lidt ind. Vi fik også en mail fra Vickie og Jacob hvor de spurgte om vi ville med på en udflugtstur på torsdag, for så vil de gerne vise os lidt af øen. Det sagde vi selvfølgelig ja tak til, så det glæder vi os til.

I dag onsdag d. 21/10 havde vi planlagt at tage en bus ud til Nationalparken som ligger ca. midt på øen for at gå en af de mange vandreture, så vi stod rimelig tidlig op, nemlig omkring kl. 08.00 hvor det begynder at blive lyst. Vi fik pakket vores rygsække med mad, drikke og diverse kameraer, og så var vi klar til afgang mod bussen. Vi fandt den rigtige bus og kom af det rigtige sted, bare for at opdage at alle vandrestier fra nationalparken var lukkede på grund af gårdagens uvejr. Det var der jo ikke noget at gøre ved, så vi måtte tage bussen tilbage til båden. Her spiste vi vores madpakker og nu sidder vi os får en kop kaffe med en lille småkage til. Peter har lavet lidt bådprojekter, strammet rigningen op så den er klar til næste lange sejlads, og jeg er igang med at opdatere hjemmesiden, og skal senere til at kigge lidt på alle de videoklip som vi har taget indtil nu, så jeg kan få lavet en ny lille film til jer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *