Så er der igen gået over en uge siden sidst. Vi er nu ankommet til Madeira, er blevet COVID-19 testet og fået en plads i marinaen, men vi må hellere starte hvor vi sluttede sidst.

Mandag d. 28/9 havde vi ikke så travlt med at komme afsted, da vi jo skal ud på vores til dato længste sejltur. Det er en tur som tager ca. 4 døgn og vi vil helst ikke ankomme til Madeira når det er mørkt. Så efter morgenmaden gik vi hen til den store bådudstyrsbutik som lå ved siden af marinaen, for at se om de havde det vi lige manglende. Vi skulle have nyt nødlys, da den gamle var gået i stykker, den var mørnet af solen, og så skulle vi se om de evt. skulle have en zinkanode som passer til vores propel. Det havde de, så den blev indkøbt selvom den var noget dyrere end derhjemme. Men da vi ikke kan undvære dette, måtte vi jo bare betale det den kostede. Herefter fik vi sagt farvel til Papaya, de sejlede forbi havnekontoret da jeg var deroppe for at afregne. Tilbage på båden fik vi gjort de sidste ting klar til afgang, fik kaldt havnen så de kunne åbne broen og vi kom afsted. Det første stykke ud til Cabo Sao Vincente gik for motor  med storsejlet sat som støtte, da der ingen vind var og det lidt havde vi lige imod. Vi kunne ikke sætte mesanen, da det ville komme i vejen for vindroret som nu var blevet monteret og som skulle afprøves på turen. Da vi kom ud til Cabo Sao Vincente kom vinden og fra den rigtige retning, nemlig fra nord-nordøst, så vi havde en fin vind agten for tværs og genuaen blev rullet ud. Efter nogen tids sejlads gik det pænt stærkt, så vi valgte at sætte 1. reb i storsejlet, så båden kom til at ligge lidt bedre i søen uden at det tog væsentligt af farten.

Der var dog en del store dønninger som gjorde at vi begge fik en snert af søsyge. Peter dog så meget at han måtte ofre sig til kong Neptun, men det var nok fordi han havde opholdt sig formeget neden om læ, både med at lave mad og vaske op. Jeg kunne ikke rigtig hjælpe til, da jeg havde det bedst når jeg lå på langs ude i cockpittet. Inden vi begyndte på vores vagter, bjærgede vi storen så vi kun sejlede med genuaen, vi holdt stadig en god fart mellem 5 og 6 knob samt vi havde medstrøm hele vejen. 

De næste 3 døgn gik med at sove på skift, lave mad, læse bøger, høre lydbøger og så ellers bare sidde og fundere over tilværelsen. Der var ikke megen trafik derude på havet. Vi så ialt 6 større handelsskibe dukke op på AIS’en, nogle af dem så vi slet ikke, andre kunne vi lige skimte i horisonten. Det første døgn fulgtes vi med et par andre sejlbåde, men efterhånden blev afstanden større og større mellem os, og tilsidst kunne vi kun lige skimte navigationslysene. Torsdag aften kunne vi begynde at skimte Porto Santo og Madeira i horisonten og vi kunne se at vi ikke ville ankomme i dagslys. Det var der ikke noget at gøre ved. 

Fredag morgen d. 2/10 kl. 05.30, 3 døgn 18 timer og 45 min ankom vi til Funchal Madeira og kastede anker ud for marinaen. Herefter kaldte vi havnen for at høre hvad vi skulle gøre. Vi fik fortalt at havnemyndighederne ville komme ud når det var blevet lyst, så vi lagde os til at sove. Peter havde det ikke så godt, da han havde fået en kraftig hovedpine og havde det bedst hvis han kunne sove, så han sov det meste af dagen. Jeg stod op ved 9-tiden, da kunne jeg ikke sove mere, og omkring kl. 10 kom havnemyndighederne for at notere at vi var ankommet. Vi fik besked af dem at vi skulle bede havnen om en plads i marinaen så jeg kaldte igen havnen op. Vi fik fat i et telefonnummer til havnepolitiet, som vi skulle ringe til for at få den helt nøjagtige procedure for at komme iland. Vi skulle sende en mail til dem hvor vi anmodede om at blive COVID-19 testet samt sende et billede af vores pas, vores mobil numre, et billede af skibet registreringscertifikat og endelig skulle vi registrere os på en hjemmeside med vores detaljer. Herefter skulle vi bare være tålmodige og vente på ankerpladsen indtil vi blev kaldt op af havnen når de var klar til at lave testen på os. Vi hørte ikke mere fra myndighederne om fredagen, dog kunne vi høre på vhf-radioen, at 2 andre både, bl.a. den danske båd Ymaya, blev kaldt ind til test fredag eftermiddag, så det var lidt træls bare at vente i uvisheden om hvornår det blev vores tur. Resten af dagen slappede vi af, Peter fik det lidt bedre sidst på aftenen, og fil lavet lidt let til aftensmaden. Gik tidlig til køjs, da vi stadig var lidt trætte efter den lange sejltur.

Lørdag d. 3/10 tændte vi som det første for vhf-radioen, så vi kunne være klar hvis nu havnen skulle kalde os. Midt formiddag valgte vi at kalde havnen for at høre om de evt. havde hørt fra myndighederne, men fik et lidt surt svar tilbage om at det ikke var deres opgave. Den danske båd Ymaya kaldte os op bagefter og sagde at vi skulle prøve at ringe til havnepolitiet for at rykke for et svar. Det havde de gjort, og det havde åbenbart hjulpet dem. Det forsøgte vi, dog var der ingen som tog telefonen. Kort tid efter ringede de dog tilbage og fortalte at de afventede svar fra sundhedsmyndighederne angående vores test, og før den var der, kunne havnepolitiet ikke sige hvornår vi kunne blive testet. Så vi måtte væbne os med tålmodighed, og bare vente tiden an. Kl. 17.50 blev vi kaldt op af havnen for nu var de klar til at teste os, så vi fik sat gummibåden i vandet og kom ind til marinaen. Det tog ca. 10 min ialt, så var vi begge testet. De skulle både tage en podning fra begge næsebor og fra svælget. Det var meget ubehageligt, men til at overkomme. Tilbage på båden fik vi lavet en gang aftensmad, fik taget et havbad i 24 grader varmt havvand, det var dejligt når man først lige var kommet under, og så hyggede vi os indtil det var tid til at gå til køjs. Desværre var det begyndt at blæse op, så ankerpladsen var blevet noget urolig, vi rullede fra den ene side til den anden, så det næste ikke var til at falde i søvn

Søndag. d. 4/10 stod vi op til en meget urolig ankerplads, vi havde næsten ikke lukket et øje om natten på grund af voldsomme rulninger. Vii håbede bare at vi snart fik svaret på vores test, så vi kunne høre om de havde en plads i marinaen til os, så vi kunne komme lidt i læ for dønningerne. Kl. 11.00 fik vi mail fra havnepolitiet at sundhedsmyndighederne gav os grønt lys til at komme i land på Madeira, dejligt. Vi fik kaldt havnen, og heldigvis havde de en plads til os, så kl. 13.30 lå vi fastfortøjet i marinaen. Vi gik en lille tur i byen for lige at få gang i benene igen, vi havde jo siddet meget ned de sidste mange dage. Fandt et supermarket som havde åbent og fik handlet lidt ind. Pladsen vi ligger på her i marinaen er også lidt urolig, da vi ligger meget tæt på havneindsejlingen hvor dønningerne kan komme rullende ind, dog er det lidt mindre end ude på ankerpladsen.

Mandag d. 5/10 tog vi efter et herligt morgenmåltid ud på en heldagstur. Startede dagen med at køre med kabelbanen op til Monte, et område i Funchal som ligger oppe i højderne.

Her gik vi først en tur i Monte Palads Tropical Garden, hvilket var en rigtig god oplevelse.

   

Herefter gik vi en tur op til kirken, Igreja do Monte, hvor Kejser Karl d. 1 af Østrig ligger begravet, han boede i Monte i exil efter han var blevet sat af tronen i 1914.

Lige nedenfor kirken kan man komme med en af Madeiras største turistattraktioner, nemlig en slædetur. Vi tog ikke på slædetur, da vi hellere ville gå en levadatur fra kabelbanen til den botaniske have.

Som sagt så gjort og vi havde den skønneste tur op og ned af bjergsiden langs en sti og langs levadaen. En levada er et vandkanalssystem som leder vand fra de højreliggende områder til områder hvor man skal bruge vandet til afgrøder. Det sidste stykke af turen ned til den botaniske have gik af en meget stejl vej. Det er godt at der ikke falder sne her på øen, for den vej ville ikke være nem at holde fri for sne og is. Man kunne ikke gå særlig hurtig nedad, for så ville man bare komme til at løbe. Det var meget hårdt for knæene så vi prøvede mange forskellige måder at gå ned på. Midtvejs lå der en lille beværtning/restaurant hvor vi holdt en lille øl pause, hvilket var hårdt tiltrængt da det var noget varmt og efter vores strabadser var det nødvendig med en pause.

Herefter gik vi det sidste stykke ned til den botaniske have hvor vi var indtil vi skulle med bussen tilbage til Funchal centrum. Godt trætte i både ben og krop slappede vi af resten af aftenen nede ombord. 

Idag tirsdag d. 6/10 tog vi igen ud på en længere gåtur, denne gang til langs kysten ud til en lille fiskerby – Camara do Lobos som ligger ca. 10 km fra Funchal. Det første stykke af turen skulle vi fra Funchal og ud til Praia Formosa. Fra Praia Formose var der lavet en sti langs stranden ud til Camara do Lobos. Turen ud til Praia Formosa gik gennem et område med mange hoteller, ferielejligheder og restauranter. Praia Formosa er den længste strand på øen, sandet er sort da det er lavasand og lavasten. Vi stoppede ved stranden for at spise vores medbragte sandwich og for lige at slappe lidt af, da vi godt kunne mærke gåturen fra i går. Camara do Lobos er en af de ældste bebyggelser på øen, da øens opdager Joao Goncalves Zarco valgte bugten som havn og bopæl. Byen er også kendt for dens havn med de traditionelle farverige fiskebåde. Der er stadig lidt aktive fiskere tilbage i byen, selvom selve fiskeriet er stoppet pga overfiskning. De sejler ud på havet i deres små både for at fange den berømte fisk – Espada, en rigtig grim fisk som skulle smage godt. Det har vi stadig tilgode at smage, men vi skal helt sikkert smage den inden vi sejler herfra. Tilbage i 1950’erne fik byen tit besøg af Winston Churchill, som tilbragte de fleste somre på Madeira med bl.a. at male, så der er opkaldt en plads i byen efter ham – Churchill Viewpoint. Da vi ikke gad at gå samme vej tilbage tog vi bussen retur til Funchal. Den stoppede lige ud for marinaen, så det kunne jo ikke være bedre.

Herefter gik vi en tur op i byen, først til en optiker for at høre om Peter kunne få nogle nye kontaktlinser da han ikke har flere. Det kunne han ikke da de skulle bestilles og det ville tage ca. 1 uge, og da er vi nok sejlet igen. Så gik vi hen til markedshallen for at se hvad de kunne tilbyde. Vi fik købt en masse eksotisk frugt som vi aldrig har set før eller smagt for den sags skyld. Det blev lidt dyrt men vi er jo ude for at opleve landene. Herefter fandt vi en slagter hvor vi fik købt aftensmaden, det var til gengæld billigt, €1,90 for 2 store koteletter. Nu sidder vi og nyder en kop kaffe inden vi skal til køjs for at være udhvilet til morgendagens oplevelser på Madeira.