Sao Miguel til Santa Maria

Lørdag d. 10/7 gik turen til den nordvestlige del af øen hvor vi kørte op til Sete Cidades som ligger ved 3 søer, Lagoa Azul, Lagoa Verde og Lagoa de Santiago. Vi gik en lille tur langs med Lagoa Verde hvorefter vi gik hen for at få lidt koldt at drikke ved Lagoa Azul.

Herefter gik turen til Ponta Ferraria hvor der skulle være nogle varme kilder hvor man kunne bade.

Men da vejret ikke var det bedste valgte vi at køre videre langs kysten og endte i Ribeira Grande hvor vi fik en kop kaffe og en lille kage.

Turen gik herefter til en hike i nærheden hvor der også var nogle varme kilder. Det lugtede meget af svovlbrinte når man kom lidt for tæt på dem. Igen en rundtur, hvor vi startede med at gå langs en gammel vandrørledning. Vi kom igennem flot landskab som endte nærmest i en grotte med et flot vandfald. Der var en som rapellede ned langs vandfaldet. Fra vandfaldet gik turen videre langs med vejen til vi var tilbage ved bilen. Undervejs skulle vi lige over en lille hængebro som var noget vakkelvorn.

Søndag d. 11/7 ville vi have været oppe og gå en af tophikene ved søen Lagoa do Fogo, men da vi kom derop var der meget skyet og det småregnende, så det droppede vi igen da vi ikke ville være i stand til at se så meget, og det var også lidt koldt. Vi fandt så en anden lille hike ved Agua de Alto, hvor vi kom forbi nogle meget gamle vandværker, hvor resterne af turbinerne og andet udstyr stadig var der. Denne gang var det en hike hvor vi skulle samme vej tilbage. Igen en tur i flot natur. Turen endte også denne gang ved et vandfald.

Mandag d. 12/7 tog Camilla og Jonas hen til en strand ved Sao Roque med bussen, og planen var at vi skulle komme derud senere da vi lige skulle have forlænget vores ophold i havnen til den 18. juli. Vi havde kun betalt til den 13. juli da vi ankom. Da vi var ved at være klar til at tage bussen til stranden fik vi besked fra de unge om at vi ikke behøvede at komme derud da vejret ikke rigtig var strandvejr, og at de ville komme hjem snarest. Så vi blev hjemme.

Onsdag d. 14/7 var vejret blevet godt igen og vi kunne tage til stranden igen. Vi tog bussen til Sao Roque ved 11-tiden og var på stranden indtil sidst på eftermiddagen. Da kunne vores kroppe heller ikke klare mere sol den dag. Vi var blevet godt røde på steder hvor man ikke så tit for sol. 

Om aftenen hyggede vi os med et spil “Turen går til”

Torsdag d. 15/7 var vi en tur oppe på det store fort i Ponta Delgada

Fredag d. 16/7 var sidste dag vi havde sammen med Camilla og Jonas. Da vejret var godt valgte vi at tage en taxi til en hike som startede tæt på havnen. Det var en tur langs med kysten og som endte ved et lille samfund som bestod af en lille klynge huse der blev brugt som sommerhuse. Det er ikke muligt at køre derned så man måtte finde på alternative transport muligheder, som evt. kunne være heste. Vi så nogle komme på hest ad stien. Det var en varm tur. Da vi var færdige med turen valgte vi at gå hen til den nærmeste by for at finde en bus tilbage til Ponta Delgada. Vi gjorde holdt ved en fin restaurant hvor vi fik en let frokost inden vi valgte at gå hele vejen hjem til båden. Bussen ville først ankomme på samme tid som det ville tage os at gå hjem. Klokken 16 skulle Peter og jeg lige hen og have lavet en PCR test for at komme ind på øen Santa Maria som er vores næste stop.

Lørdag d. 17/7 startede fælt tidlig, da de unge mennesker allerede skulle med et fly kl. 06.30, så de tog en taxi kl. 04.00 fra havnen. Da vi havde sagt farvel til dem ved taxaen gik vi i seng igen. Da vi vågnede var der kommet en sms fra Camilla om at de var kommet godt til Lissabon, men da der var strejke denne weekend blandt lufthavnsarbejderne kunne de ikke komme videre til København, så de var nu strandet i Lissabon. Det første ledige fly til København var på onsdag d. 21. juli, så de får lige en forlænget ferie i Lissabon. Vi fik lavet lidt bådprojekter, fik vasket noget tøj og fik handlet lidt ind så vi kan blive klar til at sejle videre i morgen tidlig.

Søndag d. 18/7 var det afgang fra havnen lidt tidlig om morgenen, da vi havde ca 55 sømil forude, og vi ville gerne ankomme i nogenlunde ordentlig tid til Santa Maria. Vi kom fint ud fra havnen og fik sat mesan og storsejlet inden vi forlod forhavnen. Efter ca. 30 min kunne vi slukke for motoren og rulle genuaen ud da der var kommet vind så vi nu kunne sejle for sejl. Desværre holdt det kun ca. 1 time hvorefter vi måtte tænde for motoren igen, og resten af turen forgik for både motor og sejl. Næsten fremme kom der lige en flok delfiner forbi. Det var ikke den almindelige delfin men en større slægtning. De er ikke så legesyge som de andre, men det lykkedes os at få lidt video af dem. Ca. en sømil fra havnen forsøgte vi at kalde dem for at høre om der var plads til os derinde, men de svarede ikke på vores kald, så vi sejlede bare derind. Her blev vi anråbt af havnekaptajnen og fik anvist en plads i havnen. De skulle lige høre om vihavde en negativ test med fra Ponta Delgada, for ellers måtte vi ikke komme i land og skulle i karantæne, men det havde vi, så det var ikke noget problem.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *