13/6 – 19/6

Mandag var en kort dag på kanalen. Vi kom fint fri fra brinken og var nu klar til dagens arbejde i sluserne. Nu skulle vi sluse nedad så det er ikke så hårdt. Ved frokosttid ankom vi til Reims, hvor vi fandt en ledig plads i den lille bådhavn. Der var godt nok ikke megen vand inde ved broerne, men vi fik os da så tæt på at vi godt kunne komme i land. Efter frokosten skulle vi have tanket diesel, og da vi nu lå i en by med en tankstation tæt på, fandt Peter cyklen frem og cyklede 3 gange hen til tankstationen. Nu har vi en hel fuld tank samt en dunk på dækket, så vi kan klare os det næste lange stykke tid.

Tirsdag var det tid til at opleve Reims. Der var ikke langt op til centrum af byen fra havnen hvor hovedattraktionen var katedralen- Notre-Dame de Reims. Her blev de franske konger kronet fra år 987 til år 1824. Når man ser de smukt udsmykkede facader med skulpturer af de kronede konger og kirkens biskopper, forstår man godt, at de royale flokkedes til kirken. Domkirken udgør sammen med klosterkirken Saint-Reims og biskoppens historiske bopæl, Palace du Tau, Ærkebispesædet Reims som i 1991 blev optaget på UNESCO’s verdensarvsliste. Den skulle vi selvfølgelig også ind og se. Et imponerende bygningværk.

Inden besøget i katedralen var vi lige inde på turistkontoret, det lå lige ved siden af katedralen, for at få et kort over byen. Her fandt vi ud af at der var 4 forskellige gåture i byen. Vi valgte at følge den kirkelige/adelige tur som viste byen fra kirkens og adelens side. Det var en god måde at komme rundt i byen på. Vi fik set det vi syntes var interessant.

Under en pause tjekkede vi lige Facebook, og der så vi i et opslag at vandstanden på Canal des Ardennes var sænket til 1,4, hvilket betød at vi skulle finde en anden vej hjem. Det fik vi så lige aftenen til at gå med. Vi vil nu tage St. Quentin kanalen i stedet for, selvom den skulle have mere grøde, men den skulle stadig have en dybde på ca. 2 m. Det må vi så håbe passer.

Onsdag var der tidlig afgang fra Reims så vi kunne komme et godt stykke vej nordpå. De første 12,5 km var bare lige ud af kanalen uden nogen sluser, så vi kunne få tid til vores morgenmad og nyde naturen. Herefter skulle vi igennem 9 sluser, heldigvis nedad så der var ikke så meget arbejde. Lige efter den sidste sluse skulle vi dreje til venstre op ad Canal Lateral a l’Aisne. I den første sluse fik vi igen udleveret en fjernbetjening som vi skal bruge i de resterende sluser her i Frankrig. Canal Lateral a l’Aisne skulle vi kun sejle 20 km op ad inden vi skulle dreje til højre op ad Canal de L’Oise a L’Aisne. På den resterende del kom vi kun igennem 5 sluser, denne gang opad Dagens tur stoppede lige uden for Braye tunnelen som vi skal sejle igennem i morgen. Braye tunnelen ligger på toppen af Chemin des Dames og adskiller op- og nedslusninger.

Torsdag startede vi med at sejle 2.368 m gennem Braye tunnelen. Hele turen lå vi bag en peniche så det gik ikke så hurtigt men man måtte heller ikke sejle mere end 6 km i timen gennem tunnelen. Da vi var kommet igennem skulle vi gennem 9 nedslusninger, de eneste denne dag, og heldigvis var der ingen ventetid ved sluserne. Der sker ikke så meget i løbet af dagen så der er ikke så meget at skrive om.

Vi stoppede i en lille by Chauny som ligger tæt på St. Quentin kanalen, så det var et godt sted at stoppe for natten. Der var ingen plads i den lille havn, men det var muligt at lægge til ved en lang kaj modsat havnen. Her ligger penicherne også til for natten. Om aftenen gik vi en lille tur ind i byen for at få lidt bevægelse i kroppen efter nogle lange dage i båden hvor vi for det meste sidder ned.

Fredag blev den mest trælse dag på kanalerne vi endnu har haft. Vi startede ud fra Chauny ved 8-tiden lige efter vores morgenmad og havde en god tur indtil sluse nr. 6. Her var der så meget grøde i kanalen at vi næste ikke kunne komme fremad. Det satte sig i indsugningen til motoren så vi måtte stoppe mange gange for at pumpe indsugning fri. Det gjorde vi ved at sætte pumpen til vores SUP-boards til søventilen og så pumpe indtil der var gennemgang. Peter måtte også rense filteret en del gange men det var ikke der det satte sig. Herudover måtte vi også bakke for at rense propellen for grøde. En foldepropel er ikke det bedste at have når man skal sejle i kanaler med grøde. Undervejs blev vi indhentet af vores hollandske venner og vi fulgtes resten af vejen til St. Quentin. De bekræftede at vi skulle igennem Riqueval tunnelen i morgen kl. 15.00. Lige inden vi ankom til St. Quentin kunne vi næste ikke sejle fremad mere men vi fik humpet os ind til byen og lystbådhavnen. Desværre var det ikke muligt at sejle ind i havnen da den var totalt stoppet med grøde. Det lykkedes os at lægge til ved molen i centrum selvom der også var meget grøde. Peter forsøgte at dykke ned til propellen for at rense den men det var umuligt da lige så snart han kom under grøden kunne han ikke se noget som helst, så det måtte han opgive.

Lørdag startede vi meget tidlig da vi ville være sikre på at være ved Riqueval tunnelen inden kl. 15.00. Vi ville ikke risikere at få problemer med motoren på grund af grøde. Da vi kom til 1. sluse var der ikke så meget grøde længere så vi ankom til tunnelen allerede kl. 09.45. Inden den lange tunnel var vi også lige igennem en lille tunnel.

Vi havde nu god tid så vi brugte tiden på at slappe lidt af. Vi havde fået at vide at hvis vi havde tid skulle vi tage ind og se museet som fortæller historien om Riqueval tunnelen. Desværre åbnede det først kl. 14.00 da det var weekend så det kunne vi ikke nå. Riqueval tunnelen er 5.670m lang og blev bygget mellem 1801 og 1810 som en del af St. Quentin kanalen på ordre af Napoleon. Den eneste måde man kan komme igennem tunnelen er ved at blive trukket af en elektrisk pram der trækkes frem ved hjælp af en kæde. Ved 14.15-tiden kom pram mandskabet og vi skulle nu gøre klar til at blive trukket igennem. Vi blev fortøjret til hollænderne med en afstand på ca. 15m og så var vi klar til turen. Det tog ca. 1,5 time inden vi var igennem. Det var en rolig men meget larmende tur på grund at kædens bevægelser. Klonk-Klonk-Klonk sagde det hele vejen. Da vi kom igennem var det blevet meget varmt, det var ret koldt inde i tunnelen, så vi lagde os til lige efter vi var blevet koblet fra hollænderne. Her var der en lang kaj hvor man kunne ligge og vente. Sidst på eftermiddagen kom der en båd fra Århus som skulle sydpå. De havde håbet at de kunne nå at komme med trækket sydover men det nåede de ikke, så de må vente til mandag for at komme igennem. Om aftenen kom de hen til os hvor vi hyggede os.

Søndag tog vi afsted så vi kunne være ved den 1. sluse når den åbnede kl. 09.00. Det var vi og alt virkede. Næste sluse var uden strøm så vi måtte vente til VNF mandskabet kom for at hjælpe os. Der havde om natten været et kraftigt tordenvejr så måske et lyn var slået ned. Det endte med at den stakkels VNF mand måtte betjene slusen manuelt, dvs. åben portene, lukke portene efter vi var sejlet ind, lukke vandet ud, åbne portene. Peter hjalp med at lukke portene så VNF manden kunne slappe lidt af inden han skulle lukke portene igen efter vi var sejlet ud. Herefter gik det stille og roligt uden problemer indtil vi nåede sluse nr. 8. Her kunne vi ikke få slusen til at lukke vandet ud, så vi måtte igen ringe efter VNF. De sendte samme mand som hjalp os i sluse nr. 2, og her fik vi at vide at vi havde fået udleveret den forkerte fjernbetjening. Den manglede knappen som skulle betjene bassinnet. Vi ville få den skiftet om 2 sluser. Herefter gik det smertefrit resten af vejen. Grøden aftog også efterhånden som vi kom nedad. Dagen sluttede i Cambrai hvor vi slappede af efter 17 sluser, heldigvis nedad.