Willemstad til Dunkerque

Så er vi i dag kommet til Frankrig, men må heller lige begynde med at fortælle hvad der er sket siden sidst.

Onsdag d. 1. juli sejlede vi fra Willemstad mod en lille by som hedder Kats. Havnen lå ca. et par kilometer fra byen, som ikke var større end en flueklat på et stykke papir. Der var ingen butikker eller andet i byen, dog var der vist en dyrelæge. Da vejret har været lidt ustabilt på det sidste og vejrudsigten ikke lovede bedring besluttede vi os for at ligge her i 2 nætter. Vi ankom sammen med Pia 3 og Evy. Selve sejlturen herned, ca. 25 mil skulle vi sejle, blev en noget våd affære, da vi både havde modvind, bankede pæle i og fik vand ind over stævnen, så båden trængte til en afsaltning da vi kom i havn. Dagen startede med at få fyldt diesel på, det var nemt her, da de havde en pram liggende i havnen, hvorpå der var etableret en tankstation. Herefter skulle vi igennem et par sluser før vi kunne sætte kursen mod Kats, I den ene sluse fik vi følgeskab af en peniche, så fylder vi sejlbåde ikke meget i forhold til.

I sluse sammen med peniche

Torsdag d. 2. juli fandt vi cyklerne frem og cyklede os en tur rundt om Kats. Her i Holland har de et meget fint udbygget cykelstinetværk, så man kan altid finde en rute at køre. Vi startede med at køre ind til byen Kats og forsatte så på en rute som tog os ud på digerne og ind til en lidt større by, Kortgene. Her fik vi frokost på en lille fortovsrestaurant. Denne by havde heller ikke så meget at tilbyde, men vi er nu kommet ned til det mere feriepræget område i Holland med mange ferieboliger/campingpladser. Hvis det ikke var for Corona situationen ville området nok være fyldt med turister. Vi forsatte turen tværs over øen til en lidt større by hvor vi fik handlet lidt ind så vi kan klare os til vi kommer til Middelburg som er næste stop på vejen.

Kunstværk i Kats

Frokost

Stejl cykelbro

Fredag d. 3. juli tog vi kl. 07.00 fra Kats da der var lovet mere vind i løbet af eftermiddagen. Vi skulle igennem 2 sluser inden vi kom til kanalen som førte os til Middelburg. Da vi kom til den første sluse måtte vi vente en halv times tid inden det blev vores tur. Det var ikke jordens hurtigste sluse, så hele seancen tog ca. 50 min. Vi er nu kommet ind i et meget flot naturområde hvor der var mulighed for at ligge til ved nogle af de små øer. Ved ankomst til Middelburg måtte vi lige vente lidt på havnefogden skulle komme tilbage inden vi kunne få anvist en plads. Vi kom til at ligge uden på Pia 3 inde midt i byhavnen. Vi har besluttet os for at blive her til mandag, da de har lovet et kraftigt blæsevejr i weekenden med regnbyger. Da byen er hyggelig skal vi nok få tiden til at gå. Om aftenen gik vi ud og fik en pizza sammen med Pia og Bruno.

Pia III og Cap Maj i Middelburg

Det meste af lørdagen gik med at være nede ombord og hygge med en bog i læ for regnen. Der var lige lidt opholdsvejr om eftermiddagen så vi kunne komme til købmanden og få handlet ind. Søndag gik med at kigge lidt på Middelburg som er en rigtig hyggelig by med små gader og gamle bygninger. Tiden blev også brugt på at kigge lidt på ruten til Dunkerque i Frankrig, på højvande og strømmen, om hvornår det passer bedst med at sejle fra Vlissingen som vi sejler til i morgen. Dette kan man få megen tid til at gå med. 

Mandag d. 6. juli var planen at vi ville gennem den lille bro fra havnen og ud til kanalen kl. 10.15 for at nå den første bro kl. 10.37. Da vi lige have sluppet fortøjningerne og var klar til at sejle, blev vi anråbt at en hollænder som spurgte om vi skulle sydpå, for så åbnede broen først kl. 11.37 og ikke kl. 10.37 som der stod på materialet fra havnekontoret. Vi fik lagt til igen og ventede så til næste broåbning en time senere. På grund at det blæsende vejr der har været i de sidste par dage var der mange både der skulle afsted sydover. Hvis man nåede broåbningen kl. 11.37 ville alle broer på kanalen mod Vlissingen åbne efterhånden som vi kom frem til dem. Der blev lidt trængsel ved broerne når alle ca. 20 både skulle så tæt på som muligt og helst først igennem. Vi kom alle igennem og fik anvist en plads i bådhavnen i Vlissingen lige efter den sidste bro. Det tog ca. et par timer at komme fra Middelburg til Vlissingen. Efter frokost gik vi en tur ind til byen for at kigge lidt og fordi Peter lige skulle købe en fødselsdagsgave til mig. Vi fandt et sted i byen hvor det var muligt at komme ud og kigge lidt på indsejlingen til Vlissingen, så her skulle vi lige ud og kigge lidt på forholdene som vi skal sejle igennem i morgen. Der var pænt store bølger. Et par timer senere gik vi igen derud, denne gang sammen med Pia 3 og Evy, da de også lige ville kigge på forholdene. Ellers var det tidlig i seng for at være klar til afgang kl. 06.00

Konvoy sejlads til Vlissingen

 

Lidt store bølger

Tirsdag d. 7. juli ringene vækuret kl. 05.15 så vi kunne komme afsted omkring kl. 06.00. Præcis kl. 06.00 sejlede vi ud af havnen og ned mod slusen. Den blev fyldt helt op af lystbåde som alle skulle afsted med højvandet og medstrømmen ud. Der var lidt trafik af store skibe det første stykke tid men efter Zeebrugge (Belgien) ebbede det noget ud. Det rullede lidt i begyndelsen men ikke mere end det var til at holde ud. Vi fik sat storsejlet som støtte og med ca. 1.750 omdrejninger på motoren gik vi ca. 6-6,5 knob gennem vandet. Over grunden gik vi over 8 knob så vi kom dejlig hurtig frem mod Dunkerque i Frankrig. Den udmålte strækning var ca. 56 sømil og da vi kom i havn havde vi sejlet ca. 46 sømil gennem vandet på ca. 6,5 time. Det kan vi lide. Vi fik anvist en fin plads i havnen og vi er pt. 4 danske både i havnen. Nu ligger vi og slapper af inden det er godnat for i dag. I morgen står den på fødselsdag og sightseeing i Dunkerque.

Anduvning til Dunkerque

En kommentar

  1. Hej Jette og Peter
    Det er dejligt at se, at I er godt på vej sydover. Det er også dejligt at se, at I oplever noget på land. Jeg har ofte anbefalet sejlere, der skal gennem Holland at bruge lidt tid på Groningen – specielt banegården og kunstmuseet. Når de så er vendt hjem, har de sagt, at næh, det nåede vi ikke.
    Men det gjorde I ? Om det så er fordi I har “hørt efter” ved jeg ikke.
    Nu kan jeg se, I er kommet til Boulogne sur Mer. Oppe i byen og så til højre – bag ved en stor mur er der en stor park, som er et besøg værd. Hyggelige caféer og overraskende skulpturer. Det har jeg også forsøgt at få andre sejlere til at besøge, så jeg håber I bliver de første, der meldte tilbage, at det var da et godt tip.
    Ellers er Alderney et besøg værd, hvis man har brug for at komme ned i tempo og tilbage til gamle dage.
    På Guernsey kan I ligge for anker i Havelet Bay, lige syd for Saint Peter Port, hvis I tager højde for de 10 m tidevand. Og hvis I brækker en arm (som jeg gjorde), så er det Prinsess Elisabeth Hospital ?
    Måske skal I skal nøjes med Victor Hugos hus. – det er et besøg værd.
    Nå, jeg er spændt på, hvad I ellers oplever undervejs – god tur videre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *